Alle mænd elsker porno
Af Michael West
PER HOLM KNUDSEN - PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG


Okay, indrømmet. Jeg har overdrevet lidt med den overskrift. Det er ikke alle mænd, der elsker pornofilm. Der er denne her fyr i Lima i Peru, som siger at han har tabt interessen inden for det sidste par måneder. Men lige undtaget Enarmede Joe elsker alle vi andre fyre sjofle film. Vi er simpelt hen vilde med dem. Ubegribeligt, ikke? På alle andre områder, der har noget med mænd at gøre, hævder I kvinder med jeres vidtberømte intuition at forstå alt om os mænd og vores medynkvækkende biologiske tilskyndelser. Men når det kommer til snuskede film slår I kvinder ud med armene og lader mystificerede. 'Hvordan kan I dog se på det afskyelige bras?' klager I. 'Hvad er der galt med jer udyr', spørger I og rynker på næsen. Som sædvanlig misforstår og nedvurderer I kvinder os. Vi mænd, som er nogle prægtige fyre med enormt varme hjerter, elsker porno, simpelt hen fordi vi kan lide at se på andre mennesker der har det sjovt. (Min kloge gamle bedstefar sagde altid at grunden til at de fleste af jer kvinder lukker øjnene når I elsker er at I hader at se jeres ægtefællerhave det rart!).

Ja, vi elsker at se andre mænd og kvinder som glade udtrykker sig fysisk. Især kvinder. For at forklare denne vores generøsitet, må jeg gå lidt tilbage her. Det virkelige liv er indimellem temmelig irriterende for os mænd. I virkelighedens verden må vi skyde hjertet op i livet for at flirte med jer. Vi skal more jer med vores humoristiske sans, gøre indtryk på jer med vores intelligens (eller, hvis det kniber med den, vores succes) for at få jer til at sige ja til en middagsinvitation. Og når vi er kommet dertil, er det stadig påkrævet med en hel del underholdning, som cirkushunde, der hopper gennem ringe, før vi kan få trusserne af jer. Og nået så langt, sætter vi vores rygge og vores stolthed på spil i forsøget på at optræde som en slags vild sexhingst fra jeres fantasis hesteblad. Alt dette for at give jer nydelse! Dette er det afgørende punkt! Glem aldrig nogen sinde denne fundamentale kendsgerning: Ingen mand vil nogen sinde føle sig tilfreds med eller stolt over sig selv medmindre han kan skaffe sin kvinde den glæde hun ønsker sig i sengen. Og vi tænker aldrig udelukkende på vores egen fornøjelse! Jeg føler mig overbevist om at selv den mest sexistiske voldtægtsmand i virkeligheden ønsker at blive værdsat! Utroligt, men sandt! Lige meget hvor megen fornøjelse vi mænd har haft, lige meget hvor overvældende en orgasme vi har haft, vil hele oplevelsen være tragisk og ydmygende, hvis den kvinde vi er sammen med ligger tilbage skuffet og frustreret. Det er grunden til at kun få mænd nyder sex, når de endelig får noget. Medens vi gør det har vi for travlt med at prøve at huske hvad vi skal gøre og ikke gøre, og hvornår, og 'mon min deoderant stadig virker' og 'hvorfor skal hun også have så store hænder. Min joystick ligner en læbestift i de store grabber'. Og, værre endnu, medens alt dette foregår, har vi også travlt med at koncentrere os om at forestille os Pia Kjærsgård i bikini, for ikke at få for tidlig udløsning! Jeps, der har Gud sandelig spillet os et puds. Jo smukkere en kvinde man er sammen med, jo mere ophidsede bliver vi, og jo hurtigere vi når orgasmen, jo større er ydmygelsen. Og hvis I kvinder tror, at alle vi mænd misunder den fyr der sover med Claudia Schiffer, tager I fejl! Sådan forholder det sig slet ikke! Vi ved at den stakkels fyr desperat klynger sig til tanken om Margaret Thatcher medens han pumper løs på Claudia det bedste han har lært!

Jeg er ked af at sige det, men den eneste sande personlige glæde vi mænd får ud af sex er de fem sekunder der går mellem at vi endelig får jeres tøj af og erkendelsen - 'ja, det er ikke snyd. Hun vil faktisk lade mig gøre det! Hurra!' Men så er de fem sekunder gået og - fandens også! Når vi nu langt om længe har fået lov, så må vi også gøre det ordentligt! Vi stormer nervøst ind i brechen, stive i blikket (og med andre, knap så stive dele), tappert smilende medens vi tænker på fædrelandet! Det er grunden til, at vi elsker porno. I pornografien behøver vi ikke at se en langtrukken, rædselsvækkende Meryl Streep-historie om en fyr der gør sig selv til grin ved at skrive krybende kærlighedsbreve, vælge de forkerte blomster, bruge tonsvis af penge på latterligt dyre restauranter, hvor tjenerne behandler det stakkels fjols som var han spedalsk - alt sammen før han kommer i seng med en kvinde, der måske hverken er særlig ivrig eller, når det kommer til stykket, særlig tilfreds med ham. I pornofilmene tilfredsstilles alle kvinderne på det herligste. (Her må jeg tilstå, at jeg aldrig har set de mere 'avancerede' erotiske film af sadomasochistisk tilsnit, hvor kvinder tilsyneladende bliver tvunget til at gøre ting mod deres vilje. Men jeg kender mine medmænd godt, og er overbevist om at selv i disse film ender alle de kvindelige aktører med (tilsyneladende, selvfølgelig) at være fuldstændigt tilfredsstillede og taknemmelige. For hvis de ikke var tilfredse og taknemmelige, ville der ikke blive nogen happy ending! Ja, det er det eneste vi mænd ønsker os. En happy ending, og at være til tjeneste. Hvad det angår er vi alle forvoksede drengespejdere. Hvis en gammel dame har brug for hjælp til at komme over gaden ... til tjeneste! Hvis en tiltrækkende kvinde ønsker en blid men grundig intimmassage ... til tjeneste!

Desværre forholder det sig sådan, at I kvinder i virkelighedens verden har en tendens til gøre det besværligt at komme til at yde disse tjenester. Jeres gener, disse små, følsomme nazister, skal nok sørge for at I prøver os for at se om vi er følsomme, storslåede, tålmodige, udholdende, intelligente ... og - vigtigst af alt - om vi er stærke nok til at lade jer dominere os uden at flygte. Det ville utvivlsomt ikke være en så stor prøvelse at gennemgå denne nødvendige men pinefulde udvælgelsesproces en gang med hver ny kvinde. Men I bliver ved med at prøve os, så længe I kender os! Hver evige dag efterprøver I om vi stadig er høflige, venlige, rene, tapre, ærlige og flinke. Kort sagt: spejderdrenge! Og en pornofilm viser ganske enkelt os mænd belønningen for at have bestået alle disse krævende prøver. En tilfreds kvinde. Det kan godt være, at Sarah Youngs ansigt hen imod slutningen er fuldstændig klæbrigt, men hun smiler altid, taknemmelig og tilfreds.

Nået hertil vil gennemsnitslæseren sandsynligvis tænke: sex, sex, sex. Jeg får kvalme af at høre om det, læse om det og se det i hver evig eneste annonce. Nu kan det være nok! Men hold ud og lad mig påpege noget, som næsten alle overser i Politikens aktuelle sexkrigsdebat, noget man ikke tager hensyn til, et kedeligt, lille problem, som gør for ondt at blive behandlet ærligt: Et godt sexliv er grundlaget for et lykkeligt samliv. Vi ved alle, at sex ikke er det vigtigste i verden. (Hvad mig angår, kan jeg have lige så megen fornøjelse af kinesisk mad). Men når der er noget i vejen med et pars sexliv, er der ikke noget af det andet der er rigtig godt. Der vil ikke være en ægte nærhed, ærlighed eller gavmildhed. Og lad mig, for at gå endnu mere ind i hvad der tydeligvis er et udbredt problem, påpege en rystende kendsgerning: Det har aldrig været meningen at sex skulle være tilfredsstillende! Tværtimod! Den eneste grund til at vi bliver ved med at udøve sex er det frugtesløse forsøg på at gøre det på den rigtige måde! Og det er i forstemmende grad tydeligt, at vi ikke gør det på den rigtige måde ofte nok til at holde os i godt humør. Måske illustreres dette bedst ved, at en af de mest afslørende vittigheder mænd fortæller hinanden, er denne: Da en penis' gennemsnitslængde er 14 centimeter, og en gennemsnitsvagina er 16 centimeter dyb, går der 5.000 km ubrugt kusse rundt i Danmark. Alle vi mænd synes det er en skæg historie, men på en lidt trist, ironisk måde. Fordi vi føler os skyldige. Fordi vi ved vi ikke har gjort vores job godt nok, hvad angår at tilfredsstille jer kvinder seksuelt. Og der er ingen tvivl om, at vi faktisk ikke tilfredsstiller jer, især i langvarige forhold. For et af de mærkeligste mediefænomener i nyere tid har været de gentagne beretninger i aviser og ugeblade om, at vi mænd har givet op hvad angår at tilfredsstille jer kvinder, og at vi har mistet interessen for sex. At vi har opgivet at prøve er vel til en vis grad sandt, men at vi har mistet interessen er helt klart en misforståelse. Det er en fysisk umulighed for ellers sunde mænd at ignorere hormonernes kildren. Vi er simpelt hen alt for kraftigt programmeret til det.

Men vi mænd er blevet stadig mere tilbagholdende med at ydmyge os for at få sex, simpelt hen fordi det nu er til at få fat i erstatninger. Og så tænker jeg igen på pornovideoerne, et himmelsendt gode. En af grundene til at flere og flere mænd og kvinder bor alene er helt klart, at flere og flere mænd vægrer sig ved at bo sammen med ubehagelige kvinder blot for at have et sexliv. Indrømmet: En pornofilm der bruges til manuel katarsis kan synes en ynkelig erstatning for den ægte vare, men den sætter en mand i stand til at bevare både forstand og værdighed, og hvad det angår er enlige mænd forholdsvis heldige. Woody Allens vittighed: 'Masturbation er at have sex med en du elsker', er måske morsom, men hvad der ikke er morsomt er, at forskerne siger, at det ser ud til, at gifte mænd masturberer mere end enlige mænd! Jeg har såmænd mest ondt af mine uheldige gifte medbrødre. Det er ikke en overdrivelse, at 98 procent af de gifte mænd, jeg kender, kæmper desperat for at holde sammen på deres ægteskaber, både for deres egen og deres børns skyld, til trods for at de alle siger, at deres koner mere eller mindre har tabt lysten til at have sex med dem, og harhenvist dem til et frustrerende og ydmygende liv. I kvinder besvarer en sådan jeremiade på en af to måder. Enten benægter I at det forholder sig sådan, ud fra nogle vage og absurde påstande om at et lige så stort antal gifte kvinder af deres mænd sættes på en sexration der nærmer sig sultegrænsen, så ulykken er gensidig ... så hold op med at beklage jer! Eller I siger, at frustrerede ægtemænd fortjener at blive frustrerede, og så oprulles den tilsyneladende endeløse liste: Det fjols til en ægtemand er ikke romantisk nok, ikke ren nok, blid nok, hjælpsom nok, fantasirig nok, tynd nok. Med andre ord: Det stakkels fjols er helt selv ude om det. Der er dog enkelte gifte kvinder som under et vist pres indrømmer, at deres mand er tilstrækkeligt romantisk, ren, blid, hjælpsom, forstående, fantasifuld, tynd, men alligevel er hans krav om hyppigere sex urimeligt. Med andre ord: Disse kvinder hævder, at deres eget behov for sex en gang hver 14. dag eller sjældnere er det korrekte, medens deres mands behov er overdrevent. Her er vi ved sagens kerne: Mænd og kvinder er i almindelighed ikke seksuelt synkroniserede - og sådan er vi programmeret lige fra begyndelsen!

For det første: En af hovedårsagerne til at vi ikke er synkroniserede er, at kvinder ikke som alle andre pattedyrshunner styres af deres hormoner, sådan at de kun er brunstige i bestemte perioder. Altså kan mænd ikke, blot ved at snuse, mærke om en kvinde er seksuelt modtagelig, og det betyder, at mænd skal være afsikrede og parate på et hvilket som helst tidspunkt, hvis muligheden nu skulle vise sig! Og ikke alene må vi være afsikrede og parate, vi må stå klar med en levering af frisk sæd, for forskerne siger nu, at mænd er genetiskprogrammerede til at skaffe sig af med gammel sæd - om nødvendigt ved egen hjælp (onani), sådan at vi altid er i stand til at lave de bedste babyer. Det kan godt være, at denne hormonelt betingede evige parathed bringer spænding og krydderi ind i vores tilværelse, men ikke nogen særlig tilfredsstillelse. (Måske ville vi alle sammen, mænd såvel som kvinder, være bedre hjulpne, hvis vi blev besat af seksuelt vanvid to uger hver juli og parrede os flere hundrede gange med flere hundrede partnere indtil mætheds- og udmattelsespunktet var nået, så vi resten af året kunne bruge tiden på os selv og til mere ophøjede formål? Selvfølgelig ville en sådan løsning på vores seksuelle problemer utvivlsomt medføre flere problemer end den ville afhjælpe, og jeg ved ikke, hvordan du ville forholde dig til det, men jeg ville ikke have noget imod forsøget. 50 uger uden en seksuel tanke ... hvilken himmelsk befrielse!).

Mænd og kvinder er også usynkrone med hensyn til opfattelsen af monogami og promiskuitet. De fleste af jer kvinder siger at det er bedst med monogami, fordi monogami understreger loyaliteten. At monogami er en beskyttelse for vores børn. Men mange af mine gifte venner siger bittert, at I kvinder bare er en slags sædvampyrer. Aldrig så snart har I klemt nogle børn ud af os, før jeres seksuelle interesse for os dør, en interesse, der kun kan vækkes med en ny mand i vores sted. Hvor absurd det end lyder er vi mænd faktisk mere loyale end jer, det er faktisk overordentlig sjældent, at vi mister al seksuel interesse for vores kone (altså under forudsætning af at hun ikke har udviklet sig til et uhyre). Vi mænd vil altså både have kagen og spise af den, medens I kvinder holder godt fast i jeres stykke kage, længe efter at I har tabt lysten til at spise af den ... men I vil ikke have at andre skal smage på den ... ikke før I er flyttet sammen med en anden mand. En køn form for monogami! Udelukkende til jeres fordel! Nu burde både mænd og kvinder jo være ærlige nok til at indrømme, at hverken mænd eller kvinder skal dadles for deres seksuelle adfærd, for det er naturen, der har programmeret os. Men hvis vi skal tale moral, er der ingen tvivl om, at vi mænd har en mere moralsk holdning: Alle burde være mere seksuelt rundhåndede, fleksible og overbærende. Desværre er de fleste kvinders holdning stadig: 'Du skal ikke interessere dig for andre end mig så længe jeg er interesseret i dig ... Du kan leve i cølibat, til jeg finder en erstatning for dig.' Og så undrer man sig over, at et stadig stigende antal mænd foretrækker at bo for sig selv?

Et sidste råd til de mænd som tilfældigvis læser denne kronik: Se aldrig en pornofilm sammen med en kvinde. Gør det ikke! I stedet for at blive inspirerede bruger kvinderne tiden til at brokke sig: 'Se den der grimme sofa ... og så de gardiner! ... lagde du mærke til hendes negle? Hvor er du plat! Hvordan kan du holde ud at se på sådan noget bras?!?'


Denne kronik blev bragt i Politiken den 21. juni 1998

© Michael West
Herboende amerikaner og opretstående komediant




Links:

Læs mere om Pornografi i PSYKE & SEX


Læs mere om Pornografi i PSYKE & SEX DEBAT



Til hovedsiden psyx.dk

Til PSYKE & SEX

PER HOLM KNUDSEN PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

Medlem af Foreningen af Professionelle Psykoterapeuter

Ekstra interne søgeord:
Sidst opdateret 26. juni 2017 Email til Webmaster Klik her!



FORSIDE | Indhold | Per Holm Knudsen | Psykoterapi & Sexologi | Parterapi | PSYKE & SEX | PSYKE & SEX DEBAT | PSYKE & SEX's SPØRGEHJØRNE | 4 APPS OM SEX & PSYKE | KONTAKT | Biblioteket | Dansk Forening for Klinisk Sexologi | Foreningen af Professionelle Psykoterapeuter