|
Spørgsmålet om rituel omskæring af drenge har i årevis delt vandene. I de seneste uger er debatten blusset op på ny, og denne gang voldsommere end før. For da læger med speciale i smertebehandling slog fast, at lokalbedøvelse ikke giver tilstrækkelig smertedækning, fremstod det pludselig glasklart, at rituel omskæring er en alvorlig og unødigt smertevoldende sag, der ikke hører hjemme i behandlingssystemet.
Selv om risikoen for livstruende skader er lille, slipper ingen fra operationen med skindet i behold, og nogle kommer endda slemt til skade. Og eftersom operationen ud fra en lægefaglig betragtning er formålsløs, kan man vanskeligt komme uden om, at der er tale om en voldshandling, idet der er tale om et angreb på en andens persons legeme. Som Den Danske Ordbog forklarer: »Vold kan have mange former, lige fra den milde vold, f.eks. en lussing, til de grovere former for vold, hvor der er anvendt et våben, f.eks. kniv, stok eller revolver«.
Forsvarere af forældres ret til at omskære deres drengebørn er ikke sadister. De bryder sig heller ikke om, at børn lider, hvilket kan forklare deres tilbøjelighed til at reducere associationen til smerten ved f.eks. at kalde det ’et harmløst indgreb’ eller ’et lille niv i tissemanden’ og gentagne påstande om, at omskæringsmodstandere overdriver, når de omtaler fænomenet i heldækkende termer.
Men det er ikke kun udenforstående modstandere, der kalder rituel omskæring en voldshandling. Hør blot den ortodokse rabbiner Hershy Worchs beskrivelse af omskæringen i Eliyahu Ungar-Sargons dokumentarfilm ’Cut’:
»Det er smertefuldt. Det er voldeligt. Det er traumatisk. Og hvis nogen, som ikke er i en pagt, gør det, synes jeg, de skulle sættes i fængsel. Jeg tror ikke, nogen har en undskyldning for at lemlæste et barn, berøve det sin forhud. Vi har ikke ret til andre menneskers kroppe, og et spædbarn skal have sine rettigheder beskyttet. Jeg mener, at enhver, der omskærer et spædbarn, er en krænker, medmindre det er absolut medicinsk anbefalet på grund af komplikationer, der får en urolog til at sige: ’Dette barn er nødt til at blive omskåret’. Ellers, hvorfor?«.
Efter denne melding kunne man tro Worch var imod. Det er han ikke. Han forklarer sin accept af omskæring som følger:
»Jeg er en krænker. Jeg gør krænkende ting, fordi jeg er i pagt med Gud. Og i sidste instans ejer Gud min moral. Han ejer min krop. Og han ejer min fortid og min fremtid og det er meningen med denne pagt; at jeg har accepteret at ignorere min søns smerte, ret og traume for at være i denne pagt«.
Men uanset at omskæring er en betydningsfuld rituel handling, som skal beskære drengens kønsorgan som tegn på hans pagt med gud, er der i objektiv forstand tale om en voldshandling med skamfering for øje. At politikere nødigt vil tage ansvar for det uden lægefaglig rygdækning, siger sig selv. Det gør ikke situationen nemmere, at den ene opinionsundersøgelse efter den anden viser, at over 80 procent af befolkningen ønsker en mindstealder på 18 år for omskæring uden medicinsk indikation, og at dømme efter debatten på sociale medier bliver stadig mere insisterende på at få den indført.
DER ER DOG en række debattører, som formulerer sig lige så indædt imod kravet om en mindstealder. Heriblandt en del, som ikke selv lever med traditionen. Ud over kirkefolk er det typisk intellektuelle og kreative begavelser. Fredsommelige folk, som under normale omstændigheder ikke kunne drømme om at forsvare vold og da slet ikke vold mod børn.
Det ligger ligefor at forstå den uforsonlige debat som et sammenstød mellem uforligelige værdier. Men så enkelt er det ikke.
Rigtignok er der en fløj af religiøse anti-rationalister, som tror, at der findes en virkelig gud uden for den menneskelige erfaringshorisont, som Bibelen og andre ’hellige’ bøger formidler viden om. Der er mennesker, der, som rabbineren Worch oprigtigt tror på, at denne verden er skabt af en gud, som har særlig præference for ét folk blandt alle de folk, han i øvrigt er ophav til, og nidkært holder øje med, om lige netop dette folks drengebørn ved livets begyndelse får lemmet beskåret. De mennesker lever dybt forankret i en irrationel forestillingsverden, som ikke lader sig ændre ved verdslige argumenter. Her er tale om en klar opposition: gud versus fornuft.
ANTI-RATIONALISME og fundamentalt anderledes værdier kan imidlertid ikke forklare de intellektuelle og kreatives forsvar for rituel omskæring. Kloge hoveder, som i andre henseender er rationalister om en hals, har meldt sig i debatten som modstandere af en lovbestemt mindstealder. Ikke fordi de er mindre empatiske end omskæringsmodstanderne, men fordi deres empati ligger et andet sted end hos børnene.
Historiker og dr.med. Signild Vallgårda kan tjene som eksempel. Som medlem af Etisk Råd var hun modstander af, at spørgsmålet overhovedet skulle tages op i rådet, fordi hun var »bange for, at hvis vi diskuterer det, kommer vi til at forstærke nogle negative holdninger over for etniske minoriteter«.
Hun var dog ikke helt uden empati med børnene. For som hun også sagde: »Jeg synes ikke, de skal have lov til det med pigebørnene, men med drengebørnene synes jeg, de selv skal bestemme«.
Med sin omsorg for minoriteterne tager hun de ’svages’ parti, hvilket flugter med ideen om en velfærdsstat, som størstedelen af befolkningen bakker op om. Hendes sympati med minoritetsforældrene rakte dog ikke så langt som til at tillade forældre til pigebørn samme ret til selvbestemmelse. Her bliver minoritetshensynet overtrumfet af hensynet til pigens ret til beskyttelse mod overgreb. Så der er trods alt grænser for tolerancen. Men hvad bestemmer dem?
Modstanderne af en mindstealder for drengeomskæring hævder ofte, at pigeomskæring er noget helt andet. Sandheden er, at begge dele er ældgamle ritualer af kulturel og identitetsmæssig betydning. Det er rigtigt, at der findes forskellige former for pigeomskæring, og at infibuleringen er grusom. Men også sunna-omskæring, hvor kun klitorisforhuden fjernes, er omfattet af det danske forbud mod pigeomskæring, til trods for at der ved denne operation fjernes mindre væv end ved en drengeomskæring. Det er fakta, som forsvarerne af drengeomskæring nægter at anerkende med henvisning til WHO’s definition af pigeomskæring som lemlæstelse.
At WHO definerer piercinger i pigers klitorisforhud eller kønslæber som lemlæstelse, men undlader at bruge samme begreb om operationen, der umuliggør, at en mand nogensinde kan få en piercing i sin forhud, rokker ikke deres forståelse. Så det gør næppe heller indtryk, at fjernelse af klitorisforhuden blev dækket af sundhedsforsikringer i USA indtil 1978, hvor den blev markedsført som love surgery til kvinder med orgasmeproblemer.
NÅR ALLE ER imod pigeomskæring, mens holdningerne er delte i spørgsmålet om drengeomskæring, er det altså ikke, fordi der er nogen principiel forskel på de to fænomener. Blot er pigeomskæring et nyligt importeret fænomen, som virker fremmed og forkert, mens drengeomskæring har fundet sted i landet siden 1600-tallet, da jøderne kom hertil på invitation af Christian IV.
Når drengeomskæring er blevet et kontroversielt emne, hænger det sammen med tilstrømningen af indvandrere fra muslimske lande, hvor der er tradition for at omskære drengebørn i en alder, hvor de er bevidste og kan frygte for, hvad de skal udsættes for. Vidnesbyrd om skrækslagne drenge, der trods protester bliver holdt fast under kniven, har gjort skikken vanskeligere at se igennem fingre med. Forsvarere for drengeomskæring bryder sig nok heller ikke om den slags vidnesbyrd, men læser dem snarere som muslim-bashing end som strafværdige overgreb på forsvarsløse drenge.
Omskæringsdebatten mellem de sekulære debattører står altså mellem to fløje. Tilhængerne af en mindstealder ønsker at styrke værdifællesskabet gennem ligebehandling. De ser alle danske børn som vores børn. Den modsatte fløj derimod vil tilstå minoritetskulturer vide rammer for at leve i overensstemmelse med deres egne værdier og ritualer, herunder at skære religiøse tegn på kroppen af deres afkom, idet de åbenbart betragter minoritetsbørn som nogle andres børn.
Efter at have brugt år på at sætte mig ind i sagen kan jeg ikke se det anderledes, end at hvis man går ind for kønsligestilling, kan man ikke bakke op om drengeomskæring uden at tilstå forældre til piger samme ret. Tilsvarende kan man ikke være principielt imod forældreovergreb på børn og samtidig bifalde børneomskæring. Vil man det, må man forlade rationalitetens domæne og praktisere dobbelttænkning.
Ovenstående artikel har været bragt i Politiken 13.09.2020 og bringes her med Verner Møllers tilladelse.
|
