En darwinistisk antropologi

Jens Peter Kaj Jensen


Jalousi og evolution

Nedarvede tilbøjeligheder til polygami?

Naturlig pardannelse

Mandens interesse i monogami

Tre typer af indre motiver

De gamle følelser i den moderne sammenhæng

Den uomgængelige splittelse mellem det fælles og det individuelle

Hvad vil det sige, at mennesket er et biologisk væsen - hvilken betydning har det for vores måde at være mennesker på, for vores måde at leve sammen på, og for den måde hvorpå vi sætter os mål her i livet?

 

Vi stræber mod selvudfoldelse - destruktiv eller kreativ. Individuelle instinkter kan under bestemte og ekstreme forhold (der meget vel kan være de almindeligst forekommende i et samfund, hvor vi stort set lever fremmedgjort og upersonligt. Det statistisk set mest almindelige er ikke nødvendigvis det fundamentalt set menneskelige) fremtræde i perverterede former så som egoisme. I det hele taget synes der at være tilbøjeligheder, som vi ikke restløst kan forfølge uden at forringe vores evne til at fungere i et fællesskab. For eksempel påtvinger vi som hovedtendens os selv og hinanden en monogam familiestruktur, som ikke kan forenes med forløsningen af alle naturlige tilbøjeligheder.

I en vis forstand er der jo også tale om, at to (eller flere) modsatrettede, naturlige tilbøjeligheder kan optræde samtidigt hos samme individ. Situationen vil eksempelvis ofte netop være den, at den ene partner i et kernefamilie-par føler sig seksuelt tiltrukket af en tredjeperson. Denne naturlige tiltrækning fungerer som et motiv parallelt med andre motiver som trykheden i gruppen eller familien og den naturlige omsorg for nærtstående andres psykiske velbefindende. Denne indre konflikt mellem modsatrettede, naturlige tilskyndelser kender vist de fleste voksne mennesker til (ja, det gør såmænd også børn, blot under andre former). Det er et spørgsmål, om ikke denne undertvingelse også måtte gælde som norm - selv i det frigjorte samfund.

til toppen

Jalousi og udviklingsteorien

Skulle man forsøgsvis anskue også dette spørgsmål fra en udviklingsteoretisk synsvinkel, kan man sige, at naturlige følelser som jalousi, skyldfølelse over sidespring, romantisk kærlighed og faderens kærlighed for barnet alle er styringsmekanismer, som holder kærnefamilien sammen. Det er altså tilskyndelser, der sigter på at sikre en fast pardannelse, som i det store hele er vore slægtninge blandt de øvrige højerestående pattedyr fremmed. Den faste pardannelse er derfor også i modsætning til visse dybereliggende, naturlige tilskyndelser hos os som mennesker, hvis vi antager, at manden stadig som hannerne i andre dyreracer er tilskyndet til at sprede sin sæd hos flest muligt hunner, for således at få det største gennemslag af egne gener i racen. De hanner, der har følt denne tilskyndelse, og som har været stærke nok til vinde i kampen om hunnerne, har jo netop præget racerne mest med deres gener. De har således sikret, at tilbøjeligheden til at følge dette adfærdsmønster er blevet videreført og befæstet.

Samtidig lever kvinden endnu med reminiscenser af formødrenes forsmag for at parre sig med flokkens til enhver tid stærkeste han, dels for således at sikre sit afkom de bedst mulige arveanlæg, og dels for at knytte den han eller de hanner til sig, som bedst kan håndtere forsørgelsen og beskyttelsen. Der kan altså endvidere være en særlig pointe i at knytte mere end én han til sig på samme tid.

"Kvindens ubevidste, underliggende mønster går stort set ud på at hun forsøger at engagere flere mænd i omsorgen for børnene. En mand kan jo aldrig være helt sikker på at han er far til et ventet barn, det ved kun kvinden," minder socialmedicineren og forfatteren P.C. Jersild om. Fidusen er med andre ord, at hvis kvinden parrer sig med forskellige mænd i perioden lige inden, hun bliver gravid, vil alle disse mænd nære en forestilling om, at barnet kan være deres. Derfor vil alle mændene også være tilbøjelige til at drage omsorg for barnet. Det lyder jo meget beregnende, og vel ikke særlig sympatisk; men som Jersild understreger, er der snarere tale om et ubevidst adfærdsmønster, som er indlejret i arveanlægene. De børn, hvis mødre har gjort sådan, har overlevet. Der må derfor nødvendigvis hos begge køn være nedarvede tilbøjeligheder, der går imod tilbøjeligheden til fast pardannelse.

til toppen

Nedarvede tilbøjeligheder til polygami?

Det er ikke svært at finde tegn på disse nedarvede tilbøjeligheder. Anonyme rundspørge-undersøgelser viser, at over halvdelen af alle mænd i faste parforhold har haft sidespring. For over 10% af alle børn gælder det samtidig, at deres mor i tilsvarende undersøgelser indrømmer, at den biologiske far er en anden, end ham der tror, han er det. Vi tænker selvfølgelig ikke over det naturlige motiv for disse sidespring - at vi skal sprede vores sæd mest muligt eller sikre den bedst mulige opvækst for vores børn. Formodentlig mærker vi det ikke engang som sådan. Som oftest håber manden tværtimod - af andre grunde - på at elskerinden netop ikke bliver gravid. Men vi føler det seksuelle begær også efter andre end ægtemagen; det begær som før vore civiliserede tider virkede for disse mål.

At kvinder begærer stærke og dominerende mænd, er det heller ikke svært at føle sig bekræftet i. For få år siden blev et meget stort antal tilfældigt udvalgte franske kvinder spurgt, hvilken fransk mand, de fandt mest seksuelt tiltrækkende. Et overvældende flertal pegede på Francoir Mitterand, den daværende præsident. En alderssvækket, lettere overvægtig mand, som næppe nogen af de adspurgte overhovedet havde mødt - men landets stærkeste, mest magtfulde mand. Kun få kvinder nævnte deres egen mand som den mest tiltrækkende.

til toppen

Naturlig pardannelse

At såvel kvinder som mænd har naturlige drifter, der er i modsætning til den faste pardannelse, er der således ikke megen grund til at betvivle. Men hvorfor har vi så samtidig de førnævnte adfærdsstyrende følelser, som sikrer, at pardannelsen alligevel finder sted? Naturen har vel ikke skikket det således blot for at pine os med modsatrettede følelser og tilbøjeligheder? Næppe. Der er forskellige evolutionspsykologiske bud på dette spørgsmål:

Lad os tage det enkleste forslag først. Vi tager endnu en gang turen tilbage til savannen: Når menneskebarnet fødes, går der adskillige år, før det kan klare sig selv. Det kan ikke engang gå, før der er gået 8-12 måneder. Kvinden må altså (hvis hun er alene med barnet) bære barnet rundt eller blive hos det. Hvad enten hun vælger den ene eller den anden udvej, er det hende umuligt at finde tilstrækkelig føde til dem begge uden mandens hjælp. Hun må derfor knytte manden til sig og til barnet, for at betrykke tilværelsen. Jersild er inde på samme spor:

"Hun har brug for en mage som kan hjælpe til med at skaffe føde og som kan beskytte hende og barnet ikke bare mod rovdyr men også fra ondsindede fæller. (...) Mens kvinder sandelig ikke er uinteresserede i mandlig skønhed og ungdommelig friskhed, lægger de også stor vægt på intelligens, pålidelighed og social status. Det er alle tre foreteelser som kan støtte og sikre barnets opvækst."

Det er her, at jalousien og den hertil knyttede skyldfølelse over seksuelle sideaktiviteter, kommer ind i billedet. Disse følelser er med til at sikre, at manden bliver hos kvinden. Det samme er faderens kærlighed til sit barn og den romantiske kærlighed til kvinden. Den kærlighed, der er mindre flygtig end det øjeblikkelige seksuelle begær, som jo ellers er tilstrækkeligt til at få parringen i stand, sikre forplantningen.

Jersild foreslår selv som argument mod denne opfattelse, at det ville være besynderligt, om monogamiet (et af de stærkeste kulturbærende elementer i vores del af verden) entydigt skulle være til kvindens fordel, når samfundet i øvrigt synes at være altovervejende mandsdomineret. Argumentet er måske ikke det bedste, for denne dominans kunne jo være blot tilsyneladende - i det ydre.

til toppen

Mandens interesse i monogami

Tilgengæld så vi jo netop tidligere, at kvinden (hunnen) kunne have interesse i at knytte flere mænd til sig. Jersild foreslår, at monogamiet faktisk snarest er i mændenes interesse i den forstand, at det sikrer, at der bliver en kvinde til næsten enhver mand. Der er på denne måde ikke den samme kamp om magerne og den samme utilfredshed, som hvis nogle mænd havde flere kvinder, mens andre ingen havde, eller hvis nogle få kvinder bandt alle gruppens mænd til sig, mens resten måtte undvære.

Den svageste mand skal i det monogame samfund ikke slås med den stærkeste for at tilkæmpe sig en af dennes mange kvinder. Og omvendt skal de mange mænd, der måtte være knyttet til samme kvinde ikke slå hinanden ihjel for at sikre, at afkommet bliver deres. Denne ordning skulle derfor samtidig sikre en stor social stabilitet og sammenhængskraft i gruppen. Det ville det vel således være mere rigtigt at sige, at monogami er den sociale grundform, som bedst tjener hele gruppens interesse. Monogami er gruppens fællesinteresse - ikke udviklet i og med det enkelte monogame individs forplantningsinteresse.

Denne fællesinteresse har indlejret sig som en del af menneskets sociogenese. Den har givet grundfigurer i vores følelsesliv, gjort os romantiske og jaloux. - Og disse følelser gør os splittede, da vi samtidig føler mere individuelle seksuelle tilskyndelser. Gruppens overlevelse har krævet ét af mennesket, og den individuelle stræben efter at sikre egne gener størst mulig gennemslagskraft har krævet et andet. Denne fundamentale splittelse skaber ulykke og hykleri.

"Løsningen er den velkendte dobbeltmoral som ser gennem fingrene med mænds utroskab - samt nu om stunder det fænomen som kaldes seriel monogami (...). Ikke sjældent sådan at manden forlader en ældre, mindre fertil kone for en yngre og mere frugtbar," mener Jersild, der således ikke just maner til optimisme for de kvinder (og mænd), der ikke som Goldie Hawn blot vælger at acceptere dette vilkår som uomgængeligt. Hermed er hele billedet imidlertid ikke tegnet op, for hvordan kan det nu være, at der overhovedet findes par, hvor ingen af parterne er utro, selv om de har haft muligheden? Skulle dette ikke nærmest være umuligt? Nej, for mennesket er ikke alene styret af biologiske tilbøjeligheder. Også bevidstheden er stærkt medkonstituerende for viljen, der på sin side er medbestemmende for den menneskelige adfærd.

til toppen

Tre typer af indre motiver

Vi har altså her skelnet mellem tre forskellige typer af indre motiver:

  1. den umiddelbare, individuelle tilskyndelse til at udbrede og beskytte eget afkom
  2. den internaliserede tilskyndelse til at sikre den størst mulige sammenhængskraft i gruppen
  3. det bevidste indslag i viljen

Andre kunne nævnes; selvopholdesesdriften er et indlysende og fundamentalt eksempel. Man kan nu diskutere, om dette betyder, at det bevidste indslag i viljen opterer til fordel for et allerede eksisterende biologisk motiv, som blot ikke i sig selv var det stærkeste af disse, eller om fornuftsevnen i sig selv danner et helt nyt motiv. Det er et uafklaret spørgsmål, og sådan forbliver det. Man vil aldrig endegyldigt kunne udelukke, at en bevidst viljesbeslutning dybest set blot understøtter et allerede eksisterende biologisk motiv. Lige så lidt vil man principielt kunne udelukke muligheden af den autonome fornuftsbeslutning. Jeg mener imidlertid, at begge dele kan finde sted. En bevidst kalkule kan i særlige tilfælde danne et helt nyt motiv, der kan vise sig stærkere end nogen anden tilskyndelse. Formodentlig sker det sjældent. Under alle omstændigheder kan bevidsthedens indslag i viljen være afgørende for, at selv det stærkeste biologiske motiv bliver overvundet. Tænk blot på de nordirske katolikker, der sultestrejkede sig ihjel i fængslet!

Netop mennesket kan altså vælge at være restriktivt monogamt. Dyret kan kun være det, hvis den biologiske tilskyndelse dertil er stærkere, end andre biologiske tilskyndelser. Derfor er mennesket også undergivet en langt dybere splittelse mellem indre motiver, end noget andet levende væsen. Denne splittelse er selvfølgelig også fremmedgørende i forhold til de motiver, som viser sig svagest hos det enkelte menneske. - Og den er ikke overvundet i og med overvindelsen af det fremmedgjorte arbejde. Det er vigtigt at være sig denne begrænsning i perspektivet bevidst.

til toppen

De gamle følelser i den moderne sammenhæng

I den moderne nordeuropæiske virkelighed er den sociale situation selvfølgelig en anden, end den var for savannens hominide-hun. Kvindens og barnets sikkerhed er i vores del af verden betrykket gennem diverse sociale foranstaltninger: Offentlig børnepasning, der sikrer, at kvinden selv kan tjene til føden. Børnetilskud, betalt barselsorlov, bistandshjælp eller dagpenge, hvis arbejdet falder bort o.s.v. Mandens rolle er derfor en anden. Han er undværlig. Man kunne nu tro, at også de følelsesmæssige styringsmekanismer, der knytter manden til familien, ville falde bort. At splittelsen således ville være overvundet, sådan at manden til enhver tid frit kunne forfølge sin aktuelle seksuelle tilskyndelse, og at kvinden kunne det samme, uden derfor at komme i konflikt med jalousien og de øvrige restriktive følelser.

Da frigørelsesideologierne var på deres hidtil højeste i 1960’erne og 1970’erne, var der da også mange forestillinger om, at det materielle grundlag nu var tilstede for, at også seksualiteten kunne frisættes fuldstændigt. Mange lod endda som om, de allerede var frigjorte i den henseende og derfor ingen tvetydige følelser havde overfor denne nye seksuelle adfærd. Måske var denne selvoplevelse endda virkelig for nogle. Men bestemt ikke for alle.

Her må man igen betænke, at menneskets følelsestyper i det store hele er dannede i den tidlige sociogenetiske udviklingsfase. De ændres ikke som vores naturlige forudsætninger, med mindre de igen får selektionsværdi, altså får betydning for, hvilke individers afkom, der overlever, og hvis gener, som derfor videregives til næste generation. En sådan selektionværdi har de næppe i dag, og i hvert fald ikke på nogen entydig måde. Alle får jo børn, der kan og faktisk vil overleve og med tiden selv få børn, uanset om de har en, to eller flere aktive forældre - og uanset disse forældres følelser!

Derfor er der ingen grund til at tro, at vores velkendte følelsesregister vil ændre sig væsentligt i tiden, der kommer. Det er ligesom de moralske fornemmelser remminiscenser fra en svunden tid, men ikke desto mindre vil vi stadig elske vore børn, vil stadig blive romantisk forelskede; mange vil endda elske den samme partner hele livet. Vi vil også stadig være jaloux, når vores elskedes øjne hviler for længe på en anden, og vi vil utvivlsomt blive ved med at føle skyld, når vore egne øjne eller andre legemsdele er på tilsvarende udflugter. Splittelsen mellem disse følelser og de umiddelbare seksuelle tilskyndelser vil fortsætte.

Man må her samtidig erindre sig, at selvom dispositionen for bestemte følelsestyper kan forklares biologisk eller udviklingsteoretisk, kan følelserne ikke uden videre udledes mekanisk hos det enkelte individ. Bergson ville hævde, at sindsstemningerne sammen med andre bevidsthedstilstande har deres eget forløb, deres egen række. De udvikler sig og gennemtrænger hinanden på en uforudsigelig måde. Omvendt er forløbet jo netop ikke uafhængigt af, men tværtimod i evigt samspil med kroppen. Tænk blot på, hvor irritabel, ja ligefrem agressiv man kan blive, når man er sulten.

til toppen

Den uomgængelige splittelse mellem det fælles og det individuelle

Der er utvivlsomt adskillige former for individuel selvudfoldelse, som ikke er forenelig med et fælles liv. Måske er det en naturlig tilbøjelighed hos et mindretal at køre med speederen i bund gennem et børnerigt villakvarter. Med nutidens - fremmedgjorte - bevidsthed er det ikke muligt at afgøre hvilke af dagens kendte eksempler, der blot er udtryk for, at vi netop lever fremmedgjort, og hvilke der simpelthen er medgivet i vores natur og som sådan vil blive videreført under socialismen. Hvilke tilbøjeligheder vil det fremdeles være nødvendigt at undertrykke i det frigjorte samfund, og i hvilken grad kan man her forlade sig på selvundertrykkelse? Det er næppe klogt at regne med, at kun de entydigt sociale instinkter vil være tilbage, når mennesket er ‘blevet identisk med sig selv’.

Jens Peter Kaj Jensen ©

til toppen

Denne side er lagt ud på internettet af Per Holm Knudsen - Psykoterapeut & Sexolog efter aftale med Jens Peter Kaj Jensen.



Forside

PER HOLM KNUDSEN PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

Senest opdateret 26. juni 2008